Foto af Island

Tema / Den lille befolkning med den store litteratur

Det er blevet september, og efteråret er over os – højsæsonen for læsning. Så find en blød lænestol, svøb dig i et varmt tæppe, og læs dig ind i stor litteratur – fx islandsk litteratur!

Trods blot 366.000 indbyggere skyder der igen og igen stjerneskud op på den islandske litteraturhimmel. Det kan være tilfældigt, men det virker rimeligt at antage en sammenhæng med landets fortællemæssige traditioner. 

For siden øen i Nordatlanten blev beboet og bebygget, har det islandske folk delt historier med hinanden: Sagaer om slægtninge, heltedigtning og historiske kvad. Historierne risler i jorden under det golde landskab, og fra det spirer nutidens forfattere.

Herunder følger først et par bud på, hvorfor islandsk litteratur er noget ganske særligt og dernæst en lang række anbefalinger af islandske romaner.

Tindrende stemning

Mange islandske romaner indhyller deres læsere i en særlig stemning. Det skyldes bl.a. det klaustrofobiske ø-liv, hvor slægterne hersker, og alle kender alle, samt den barske natur og vejret, der altid er præsent, stærkt og substantielt. ”Vejret styrer alt her, det former vores liv som ler”, som Jón Kalman Stefansson skriver i Englenes sorg.

Men selvom mørket og stormene aldrig synes langt væk i islandsk litteratur, så beskriver forfatterne naturen så tindrende og poetisk, at der altid er lys at finde i mørket.

Magi – eller hvad?

Som nævnt er sporene fra ældre islandsk litteratur stadig synlige i mange moderne værker. Flere af samtidens forfattere trækker på gamle sagn og myter og er heller ikke blege for at lade mere eller mindre magiske ting forekomme, akkurat som de kunne gøre i sagaerne.

Men ofte gør forfatterne på måder, så man som læser ikke sætter spørgsmålstegn ved det. Det overnaturlige virker helt naturligt og selvfølgeligt i fortællingen, så det som læser er svært ikke at give sig hen til det. Det overnaturlige bortkaster ikke det væsentlige og virkelige; det forstærker det.

God læselyst!
Mathias Emil Stenrøs, Husum Bibliotek & eReolen