Tema / Kan litteraturen redde klimaet?

10 bøger om klima og mulige fremtider!

Måske kan litteraturen ikke redde klimaet lige nu og her, men den kan skabe et særligt rum for forestilling og handling. Litteraturen er nemlig særlig på den måde, at vi i den kan forstå andre mennesker, andre tider og andre kulturer. 

Forestillinger om fremtidens klima og liv

Derfor har litteraturen et potentiale til at skabe rum for forestillinger. Forestillinger om fremtidens klima. Forestillinger om fremtidens livsvilkår og mulige liv. Litteraturen kan være med til at konkretisere og perspektivere de tal og de statistikker, som videnskaben kommer med, og som måske bliver for svære at sætte klare billeder på. I litteraturen findes altså et rum, hvor vi tydeligere kan se fremtidens klima og livsvilkår for os.

Muligheder for handling

I litteraturens verden kan vi blive berørt, engagerede og bevægede af mulige fremtider. Vi kan se dem for os og mærke dem i vores kroppe, og når vi kan det, får vi en anderledes mulighed for at reagere! Den fremtid, som en given bog viser, er det den, vi ønsker os? Det kan vi tage stilling til og handle på.

Så nej, måske kan litteraturen ikke løse klimakrisen nu og her, men jeg tror, at litteraturen yder et vigtigt bidrag i forhold til at skabe det rum for forståelse - de klare øjne at se med - der skal til for, at vi for alvor kan tage stilling til og handle på klimakrisen.

Læs med!

Du får derfor 10 bøger, som alle pejler en mulig fremtid. Jeg håber, at du har lyst til at læse med og mærke efter i din krop, hvilken fremtid du bedst kunne tænke dig at leve i!

/Mai