Tema / Naturens fortællinger

Naturen vokser frem – også i bevidstheden. Vi taler mere om naturen, og vi tænker mere på den. Og i det sidste årti har den dannet nye skud og vildskud i litteraturen.

 

En ting er skønlitteraturen, men særligt spændende er, hvordan faglitteraturen har ændret sig. Her har man kunnet plukke en lang række bøger ned fra hylderne, som forholder sig til naturen på nye og spændende måder. Det er ikke længere blot noget, som skal kategoriseres eller afbilledes, i stedet er det noget, der skal føles og fortælles om.

 

Naturen flytter ind i hjemmet i "Livets tynde vægge", hvor Nina Burton overtager et gammelt sommerhus ude i skoven; hun kommer pludselig i direkte kontakt med naturen og dyrene og ser, hvordan de arbejder sammen, også med menneskene. I "Mit liv som dyr" er det omvendt: Charles Foster forlader hjemmet for at opfylde en livslang drøm og blive et dyr – en mursejler, en grævling, en odder og andet, der ikke lever med et tag over hovedet. Han lærer, hvordan det er at opleve verden med andre sanser – og hvordan regnorme smager.

 

Fælles for de to bøger – og de andre, som jeg har med i listen herunder – er, at de anbringer mennesket i det større billede. Og de giver læseren nye og overraskende måder at se verden på, samtidig med at de formår at underholde og fascinere. Dave Goulson skriver bøger, der zoomer helt ind på insekternes verden, mens Peter Wohlleben forsøger at beskrives skoven som hele, men begge fortæller de naturens historier, hvor menneskene ikke nødvendigvis er hovedpersonen, men en glad læsende biperson.

/Janus