Tema / Paul Auster (1947-2024)

Paul Auster, der for nylig gik bort 77 år gammel, havde et nært forhold til Danmark - mange af hans bøger udkom herhjemme, inden de udkom i hjemlandet USA, og Auster er en af de mest læste amerikanske forfattere i Danmark. 

 

Paul Auster blev født i 1947 og voksede op i en almindelige middelklassefamilie i New Jersey. Efter high school uddannede han sig ved Columbia University og i 70'erne ernærede han sig som kritiker, oversætter, essayist og digter, først i Paris, siden i New York. I 1980'erne begyndte han at skrive prosa, og han fik sit store gennembrud i midten af 80'erne med New York-trilogien - By af glas, Det aflåste værelse og Genfærd. 

 

Gennem sit næsten 40 år lange forfatterskab var New York og storbymennesket et tilbagevendende tema, men han var også optaget af dybe filosofiske idéer og af litteraturens rolle i samfundet. Mange af hans bøger leger med formen - med det metafiktive og med grænsen mellem fiktion og virkelighed. Men Auster var en alsidig forfatter og har også udgivet glimrende essay- og digtsamlinger, brevudvekslinger og selvbiografier. 

 

Privat var Paul Auster gift med forfatterkollegaen Siri Hustvedt. 

 

Du finder masser af Austers bøger på både dansk og engelsk her på eReolen.

Læs mere på Forfatterweb eller på Litteratursiden

 

Foto: Beowulff Sheehan