Tema / Redaktøren anbefaler: Slagkraftig fransk samfundskritik

Måske kan du genkende dette: At når du læser og lytter til bøger, bliver du bragt tættere på personer og steder, vi måske ikke kender eller oplever til daglig. For den franske forfatter Édouard Louis er det netop projektet; at fremskrive stemmer fra dele af samfundet, som ofte bliver overhørt eller slet ikke spurgt og konfrontere andre med virkeligheden. Derfor er han vigtig, derfor skal han læses!

På udebane i hjemstavnen

Édouard Louis har trods sin unge alder (f. 1992) allerede etableret sig som en stjerne på både den franske og internationale litteraturhimmel. Det lå ellers ikke i kortene, da han – som han beskriver i den selvbiografiske roman ’Færdig med Eddy Bellegueule’ – voksede op i en nordfransk landsby. For her passede ”Eddy” ikke ind, og det sørgede indbyggerne for, at han fik at føle.

Byen var industriel i en postindustriel tid: Kvinderne gik hjemme, mens mændene sled sig op på fabrikkerne, som de havde gjort i generationer. Alligevel stod økonomien i stampe, ligesom udviklingen af køns- og familiestrukturer gjorde. I øvrigt – og det er vigtigt – i modsætning til storbyens bevægelser.

Eddy var anderledes og blev derfor dagligt mobbet, banket og ydmyget af børn såvel som voksne. Han var feminin, og det afveg fra majoritetens konservative idealer for, hvad en rigtig dreng og mand skulle være. Således er ’Færdig med Eddy Bellegueule’ fuld af hjerteskærende beskrivelser af en dreng, der vil gøre alt for at passe ind. Også begå vold mod sig selv!

Hvem står for skud?

Men Eddy frigjorde sig. Han flyttede til storbyen, skiftede navn og manifesterede sig som forfatteren Édouard. Dermed flyttede han sig selv fra én social klasse til en anden. Han hverken kan eller vil dog slippe sit ophav. I bog efter bog skriver han umiddelbart og indigneret, men også indsigtsfuldt og bevægende om det miljø, der har rundet ham.

Hans sigte er ikke at udstille personerne fra barndomsområdet. Det er derimod at kritisere samfundets sociale strukturer og de roller, samfundet tvinger, personerne til at indtage. For generation efter generation  producerer de samme vrede og vold, og det vil Édouard Louis gøre sit for at ændre.

Slagkraftig samfundskritik

’Hvem slog min far ihjel’ handler netop om, hvordan arbejdsmarkedets strukturer tvinger forfatterens far til at slide sin krop op for at kunne forsøge sin familie. ’En kvindes forvandling’ er historien om forfatterens mors triste generationsskæbne, der ikke tillod hende mange chancer for at realisere egne drømme og ambitioner. ’Voldens historie’ – ’History of Violence’ – beskriver brutalt en voldtægt Edouard blev offer for, og som fører til en utrolig refleksion om strukturel racisme og vold. Endelig er forfatterens nyeste bog netop udkommet på dansk og på eReolen – ’Forvandlingens metode”: En fortælling om at bevæge sig fra samfundets absolutte bund til de øverste tinder.

Édouard Louis er med rette blevet sammenlignet med Annie Ernaux, som vandt Nobelprisen i litteratur i 2022. Fordi han deler hendes evner til at gennemskue og beskrive, hvordan strukturer i samfundet støber alt, hvad vi mennesker gør, tænker og føler. Og at det i visse tilfælde kan sammenlignes med vold!

På den måde gør han sine læsere klogere ved at konfrontere os med den vold, som han mener, vi skal forholde os til. Som han selv har udtalt: “I want to be a writer of violence (…) I think the more you talk about violence, the more you can undo violence”.

Rigtig god læselyst!
Mathias, eReolen og Husum Bibliotek