Tema / Splittet mellem kulturer

Om sommeren, når vejret er varmt, som det er lige nu, og mange holder fri, så rejses der mere, både for fornøjelsens skyld, for at møde nye mennesker og kulturer eller for at finde nye steder, hvor man kan slå sig ned og skabe en tryg base. Vi lever globalt set i en migrationstid, og vores samfund og kulturer forandres i møderne mellem mennesker, og de forskellige kulturelle identiteter og særpræg forhandles og tilpasses nye sammenhænge. Men hvordan opleves det og skildres det i gode bøger? Sommeren er en oplagt tid til at sætte sig ind i nye emner og andres anderledes liv, fordi der er tid, og fordi mange bevæger sig rundt i verden og får nye indtryk, der skal bearbejdes. 

 

De forhold, som migranter, nomader, flygtninge, indvandrere og deres efterkommere lever under, kan god litteratur folde ud og derigennem åbne op for andres perspektiver og verdener, som man ikke selv altid kan erfare.

 

Denne liste over anbefalede e- og lydbøger er tilegnet dem, der enten kan eller gerne vil kunne sætte sig bedre ind i de ofte splittede tanker og følelser, der kan opstå, når kulturer mødes, og man slår sig ned i fremmede områder, hvad end årsagerne til rejsen er. Det kan være i form af kærlighedshistorier set fra immigranter og andengenerationsindvandreres perspektiv, som eksempelvis Chimamanda Ngozie Adichies Americanah, hvor kærligheden mellem Ifemelu og Obinzi fra Nigeria sættes på prøve, fordi den ene får et studenterstipendium i USA, mens den anden bliver illegal immigrant i London, eller Faïza Guènes beslægtede bog Hvor drømmene vender, hvor den unge forelskede Ahlème står uden permanent opholdstilladelse og hustler sig igennem tilværelsen i en fattig forstad til Paris, mens hun drømmer om at finde et ordentligt arbejde og passer på sin invalide far. Guènes bøger er sjove og forfriskende samfundskritiske. Alle hendes tre bøger er tilgængelige på eReolen og tematiserer alle livet i Paris’ forstæder.

 

Hvis det lyder som noget for dig, så kast dig endelig også over Lone Aburas’ og Zadie Smiths bøger. De er sjove og vedkommende og giver et godt indblik i livet i de multikulturelle samfund. Du kunne også vælge den Pulitzer-prisvindende Jhumpa Lahiris melankolske familiekrønike Lavlandet, der handler om en indisk families liv i USA eller Angie Thomas’ The Hate U give, der handler om racisme og politivold i USA centreret omkring Starr, der er vidne til, at hendes ven Khalil bliver skuddræbt af en hvid politibetjent, med alt hvad der følger af mediestorm og moralske dilemmaer. Fortsæt endelig selv listen og tilføj flere bøger til jeres læselister. Flere af bøgerne er i hvert fald på min egen liste.

 

God læselyst!

/Rasmus Riiskjær, bibliotekar på Husum Bibliotek