Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Dejligt upædagogisk bog om at gå med briller. For alle børn mellem ca. 4 og 7 år. Forsiden signalerer helt korrekt både "briller" og "humor"

Beskrivelse

Lars Holmsted har det meste af livet haft med børnekultur at gøre. Især musik og teater, men som børnebogsforfatter er han ny. Lilian Brøgger er til gengæld en af vores mest kendte og estimerede illustratorer. Og én der altid "deler vandene". Sikkert også med bogen her, hvor de to skønne (grimme) drenge, Brille 1 og Brille 2, fortæller om alt det sjov og fis, der er, når man har briller. Teksten er kort og mundret, og stregen er enkel. For det meste ser vi blot de to drenge i en aktivitet, der har med briller at gøre, sammen med en gul hund og til slut Britta, der også synes, det er sejt at have briller. Tegningerne har ingen baggrund og få detaljer. Egon Mathiesen er den forfatter/tegner, der falder mig ind, når jeg skal beskrive bogens enkelhed og personlighed og måde at fortælle på

Sammenligning

Seriøse billedbøger om briller er der flere af. Hvis man godt kan lide den humoristiske vinkel, er Gustavs briller (03/24) også god

Samlet konklusion

En munter og dejlig upædagogisk bog, der klart er med til at afdramatisere det at have briller. Om man kan lide Brøggers streg er jo en smagssag. Her synes jeg, at historie og illustrationer passer godt sammen, og resultatet er en bog, der nok er lidt "skæv", men ikke for meget. Faktisk sådan lige tilpas