Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

4-årige Lucas forsvinder på en strandtur, og hans far indleder en desperat jagt på hans bortførere. Efterforskningen bringer ham i kontakt med organiseret menneskehandel, og kampen for at få Lucas tilbage bliver voldsom og livsfarlig. For spændingslæsere, der holder af et højt tempo

Beskrivelse

Da Lucas forsvinder, er politiet overbevist om, at han er druknet. Hans far, Philip, derimod er sikker på, at der findes en anden forklaring, og desperat griber han efter halmstrå for at bevise det. Da efterforskningen endelig bærer frugt, og Lucas øjensynligt er blevet bortført, kaster Philip sig ind i kampen for at redde sin søn. Men jagten på Lucas' bortførere fører ham i kløerne på organiserede menneskesmuglere, og Philip er nødt til at gøre sig klart, hvor meget han er villig til at ofre for at få sin søn tilbage. 17-årige Zelia kæmper sin egen kamp mod menneskehandel, og i kulissen spøger også Jonas, der har fået ødelagt sit liv og nu søger hævn

Vurdering

Velskrevet og voldsom spændingsroman om menneskehandel og selvtægt. Plottet er godt skruet sammen, og selvom politiet måske er lige lovligt sløvt og Lucas lige lovlig kvik, så er der gedigen spænding og action fra første side, og det hæsblæsende tempo holder fra start til slut. De tre spor fungerer fint, selvom det er svært helt at involvere sig i delen om Jonas, der er meget kort i forhold til de to andre

Andre bøger om samme emne

Læs også Satans datter, der også handler om menneskehandel