kvinde der slår hovedet ned i bordet

Tema / 10 perfekte bøger om det uperfekte liv

Kender du følelsen af, at alting omkring dig ramler, og at intet går, som du havde planlagt? Den dårlige nyhed er, at sådan er livet – i hvert fald meget ofte. Men den gode nyhed er, at du aldrig er alene, og i disse 10 bøger kan du møde andre, som livet også har slået ud af kurs.

 

Sommetider tager livet en uventet drejning; vi bliver ramt af sygdom, en, vi elsker dør, eller vi mister pludseligt vores arbejde. Andre gange er livet bare ikke, sådan som vi havde forventet – måske halter vores ægteskab, måske er det meget hårdere at være forældre, end vi havde troet, måske kæmper vi med stress, depression eller dårligt selvværd. Lige meget hvad, der rammer os, er livet meget sjældent perfekt - det må karaktererne også sande i disse 10 bøger om det uperfekte liv, der er perfekte til en trist efterårsdag, hvor livet føles lidt uoverskueligt. 

Helt i opløsning

En ulykke kommer sjældent alene, og nogle gange ramler det hele. Det er for eksempel tilfældet i Jonathan Franzens roman ”Korrektioner”, hvor mor Enid desperat forsøger at ”korrigere” sin familie, der langsomt er ved at gå i opløsning. Også Arvid Jansens liv er ved at gå i opløsning, efter han er blevet skildt fra sin kone Turid i "Mænd i min situation" af Per Petterson. Bogen er den sjette i rækken af bøger om den uperfekte nordmand, der bliver slået ud af kurs igen og igen, og hvis du ikke har læst dem endnu, kan du passende starte med ”Aske i munden, sand i skoen”

Når vi gør det svært for os selv

Sommetider kan det også være vores egne forventninger, der spænder ben for det perfekte liv. Det kender Monika alt til i Trude Marsteins ”Så meget jeg havde”. Her følger vi hende gennem fem årtier, mens hun kæmper for at forene sine forestillinger om et lideskabeligt, meningsfuldt liv med hverdagens realiteter. Også i Lauren Groffs ”Skæbne og hævn” leges der med forventningerne - ikke mindst læserens - i fortællingen om Lotto og Mathilde, der gifter sig som unge og holder sammen et helt liv. Men langsomt går det op for læseren, at alt ikke er, som det ser ud; alle historier har nemlig to sider, og Lotto og Mathilde har måske helt forskellige forventninger til deres fælles historie. 

For at gøre en lang historie kort …

Når man står midt i en livskrise, kan det være svært at koge sin fortælling ned - det kan føles, som om alt hvad der hidtil er sket, har ført til lige netop den her situation. Men i disse tre novellesamlinger formår forfatterne alligevel at gøre en lang historie kort, og i både Ida Jessens ”Postkort til Annie”, Marie Auberts ”Må jeg komme med dig hjem” og Alice Munros ”Væk” får vi i små fine glimt tegnet portrætterne af en rækkke personer, der har svært ved at finde sig til rette i livet .

Liv i lattermusklerne

Og selvom tingene ikke altid går, som vi gerne vil have det, er der heldigvis ofte plads til at grine alligevel. Det er i hert fald svært at lade være, når man læser Gail Honeymans "Eleanor Oliphant har det helt fint" om Eleanor, der lever et 'fint' liv i ensomhed, indtil hun ved et tilfælde møder Raymond, og et venskab spirer frem ... Også hos Nick Hornby møder vi ofte helt håbløse, men alligevel elskelige karkaterer, og i "Langt nede" er der hele fire af slagsen. De mødes på taget af et højhus nytårsaften, hvor de alle har tænkt sig at springe ud, men i stedet starter en sjov og rørende rejse for dem alle. Og måske er livet i virkeligheden også sjovest, når det ikke er perfekt - det er i hvert fald virkelig sjovt at læse om det helt igennem uperfekte og rablende gale liv i Richard Russos "Åndernes rige"

 

Rigtig god fornøjelse!

/Nanna, eReolen