De formative år

Tema / De formative år

Alle livsfaser i et liv er vigtige, men nogle perioder føles måske alligvel særligt vigtige - jeg tænker på de formative år. Altså de år, der i høj grad former og danner os, hvor vi frigører os, bliver selvstændige væsner og afsøger identitet(er). Sådanne år er teenageårene, og jeg har fundet tre spritnye udgivelser af tre kvinder, som alle behandler familielivet i disse skelsættende år. 

Femten år af Vigdis Hjorth

I norske Vigdis Hjorths Femten år: det revolutionære forår gennemgår unge Paula en rivende indre udvikling, hvor hun bl.a. på grund af sin families løgne over for sig selv og andre vælger, at hun vil noget andet. Det er en stille frigørelse og viser samtidig også, hvor svært det kan være at ville noget andet end det, der forventes af én. Stærkt fortalt igennem en ung pige.

 

Elven af Rosa Liksom

Elven af finske finske Rosa Liksom er en gribende fortælling om at være på flugt og være adskilt fra sin familie. En 14-årig pige er på flugt sammen med nabobørnene og deres kvæg. Det foregår i 1940'erne under Laplandskrigen, og hovedpersonen er blevet splittet fra sin familie. Vi følger hende igennem det krigshærgede landskab. De skal over på den rigtige side af elven, den deler nemlig landet og kan betyde liv eller død. Og så skal hun se, om ikke hun kan finde sin mor.

 

Den frie verden af Lone Aburas

Danske Lone Aburas har skrevet en fremtidsroman med Den frie verden (en first world-tragedie). En samfundskritisk bog, hvor emner som klassesamfund, kapitalisme og venskab fremstilles bidende sorthumoristisk. Unge Loa og Silvio bor i Den Frie Verden - et lukket område for velhavere på en kunstig halvø, hvor shoppingissues er hverdagens største bekymringer. Da de møder den jævnaldrende Esso, der kommer med en helt anden og ikke privilligeret baggrund, får de øjnene op for en ny og chokerende verden. Venskabet får fatale konsekvenser for alle tre.

 

God fornøjelse!

Ane / Holbæk Bibliotekerne