Tema / Fra roman til Broadway

I 1866 udkom det, der betragtes som den første rigtige musical: The Black Crook. Siden da har kombination af sang og dans, dialog og skuespil gået sin sejrsgang og fundet et hav af forskellige udtryksformer. Og som stort set ethvert andet kulturudtryk har den rakt hænderne ud over egne grænser og ladet sig inspirere. Og på den måde er romanerne, der ellers er et stille foretagende, endt på den spraglede scene.

 

Her er fem værker, der er endt på Broadway. Nogle af dem med mindre held.

Carrie

Lad os starte med en af dem, der ikke blev en succes. Stephen Kings Carrie er historien om en akavet teenagepige, titlens Carrie. der er skolens største mobbeoffer. Men hun er også i besiddelse af telekinetiske kræfter, der er ved at komme i udbrud, og det er ikke en situation, der lover godt for nogen som helst. Romanen er en tæt lille gyser med en stemning af overhængende fare.

 

Musicalen havde premiere i 1988 og havde manuskript af bl.a. Lawrence D. Cohen, som også havde skrevet filmen, der var med til at gøre romanen til et hit. Sådan gik det dog ikke med opsætningen her - blot fem forestillinger endte det med, før den blev lukket. Den har dog siden levet sig eget liv uden for Broadway, og romanen er stadig værd at læse.

Farven Lilla

I en helt anden boldgade - og noget mere succesfuld - finder vi Farven Lilla, skrevet af Alice Walker. Her følger vi også en ung kvinde til at starte med, men hun er fattig, sort og bosat i Sydstaterne. Walkers roman foregår i 1930'erne og følger Celias liv gennem 30 år og gennem hårde kår. På trods af det formår hun at skabe en familie og et sammenhold mellem dens kvinder.

 

Broadways udgave af historien løb fra 2005 til 2008 - for senere at blive genoplivet fra 2015 til 2017. I løbet af de to omgange opnåede den ikke mindre end 15 Tony-nomineringer, hvoraf tre blev vundet. Så her er et tilfælde, hvor både bog og musical kan stå på egne ben.

High Fidelity

En roman, der næsten føles, som om den har baggrundsmusik - det er ret nærliggende at bruge som forlæg til en musical. Og det var da også, hvad der skete med Nick Hornbys High fidelity om den 35-årige Robert, ejer af en pladeforretning og endt et kedeligt sted i livet. Kæresten har droppet ham, og han forsøger at finde sig selv i en blanding af humor og tragedie. Altsammen med musikken som akkompagnement,

 

Musicalen startede off-Broadway, men fandt dog vej dertil i 2006. Det lette valg af roman førte dog desværre ikke til en lige så let succes, og den holdt kun kort tid.

De elendige

Ja, Les Misérables er nok svær at komme udenom, når man snakker om musicals. Forestillingen er en klassiker, verdens næstlængst kørende musical, der for mange nok har overskygget den roman, den bygger på. Men det kan man heldigvis råde bod på, for Victor Hugos De elendige er et af litteraturhistoriens helt store værker.

 

Handlingen udspiller sig i Frankrig i den første del af 1800-tallet, hvor straffefangen Jean Valjean kæmper for et værdigt liv efter at have tilbragt 19 år i fængsel - for at have stjålet et stykke brød. Under stadig jagt af politiinspektøren Javert ender Valjean bl.a. med at tage del i Junirevolutionen.

American Psycho

Jeg vil slutte af, som jeg startede: med en titel, jeg ikke havde forventet at kunne opleve som musical, nemlig Brett Easton Ellis' ret så kontroversielle roman fra 1991, American Psycho. Det er historien om den unge Patrick Batemans liv i finansverdenen - og udenfor den, hvor han myrder en lang række mennesker. Romanen er en minutiøs dissektion af hele yuppiesegmentet og i det hele taget en meget voldsom affære.

 

Det er selvsagt en bog, som folk enten hader eller elsker. Interessant nok lader det til, at musicalen gjorde samme indtryk på tilskuerne, så alt andet lige må den betragtes som en vellykket adaption af bogen.