Tema / Kampen for overlevelse

Der findes mange gode bøger om, hvor meget mennesket kan gennemgå uden rent faktisk at dø af det, og hvor gode de ofte er til at blive ved med at kæmpe på trods af modstand. Derfor har jeg fundet bøger, der netop handler om overlevelse, hvad end det er overlevelse i ødemarken, midt ude på havet eller i det ydre rum. 

Fanget på havet

Noget jeg især holder af, når det kommer til overlevelse og især overlevelse i en isoleret kulisse, er, at bøgerne ret ofte udforsker, hvad der sker med menneskers forhold til hinanden, når samfundets regler bliver sat ud af spil. Pludselig bliver mennesker nærmest dyriske i deres forsøg på at overleve og det er spændende at læse. I Medusas Flåde skal vi finde ud af, hvordan en tømmerflåde med 149 mennesker er blevet reduceret til 14 personer, mens det samme tema gør sig gældende i Redningsbåden, hvor nogle mennesker må lade livet, så de resterende kan overleve. Det er en meget barsk og gribende præmis. 

Alene i vildmarken

Mange af os har sikkert set Alene i Vildmarken og spekuleret på, hvordan vi selv ville klare os i sådan en situation. I Blackhawk er det lidt sammen scenarie, men tilføj ikke blot dårligt vejr, men også en omgang rabies, der udfordrer to mænds evne til at overleve. I Dyndkongens datter er scenariet om overlevelse vendt på hovedet. Her er både hovedpersonen og hendes far hjemmevant i det øde landskab, men da faren er en flygtet serieforbryder, er hans datter den eneste, der kan jage ham derude. Men hvem jager egentlig hvem?

Dystopi og overlevelse i rummet

Ret ofte går sci-fi og overlevelse hånd i hånd, hvad end det er gennem dystopiske skildringer, hvor noget har ændret sig markant i verden, der gør leveforholdene svære at navigere i, eller fordi man er strandet alene ude i rummet. Efter syndfloden er en dystopisk fortælling, hvor den stigende vandstand har tvunget mennesker til at flygte. Fortællingens hovedperson skal selv overleve med sin yngste datter på sin lille båd, som hun sejler rundt i i forsøget på at finde sin ældste datter.  I Project Hail Mary er det i højere grad jordens overlevelse, der er i fokus, men desværre har helten, der skal redde verden, fået hukommelsestab og er helt alene. 

På flugt

Hele tiden hører vi om internationale kriser og uroheder, der tvinger mennesker på flugt. Der er konstant diskussioner om, hvorvidt vi kan tage imod flere flygtninge, måske til et punkt, hvor vi glemmer det menneskelige aspekt. Heldigvis er der skrevet gode bøger både fiktive og virkelige om at flygte. Flotel Europa handler om den 12-årige Vladimir, der må flygte fra krigen i Jugoslavien og slå sig ned på et skib. Der er ikke bare fokus på de ting, man tager med sig fra det sted, man er flygtet fra, men også hvordan man klarer sig det nye sted. I Så længe citrontræerne gror er det ikke så meget flugten til et nyt sted, der er i fokus, men mere hvad der kan presse et menneske til at flygte, og det svære valg, der ligger i at skulle forlade alt det, man kender. 

 

 

God læselyst!

Emilie, Norddjurs Biblioteker