Tema / Magtsyge politikere og demokratiske dilemmaer

November måned står i kommunalvalgets tegn. Selvom lokalpolitik sjældent rummer helt de samme dramaer som et folketingsvalg, er der rigeligt med spænding at dykke ned i på eReolen, hvis man interesserer sig for novembers tema magt og demokrati. Jeg har samlet en række titler, som forhåbentlig både kan gøre dig klogere og holde dig godt underholdt hele november igennem.

 

Mord i magtens centrum

Politik kan måske virke tørt og kedeligt i nogles øjne, men kampe i magtens centrum har ofte dannet ramme om både intelligente og hæsblæsende spændingsromaner. Nogle af de mest kendte danske politiske thrillere er Niels Krause-Kjærs serie om journalisten Ulrik Torp, der af flere omgange hvirvles ind i Christiansborgs højspændte politiske dramaer. Som dansker kan man kun håbe, at Kongekabale, Mørkeland og Fandens Forår, der indeholder både mord, forræderi og iskoldt magtspil, ikke er alt for tykt inspireret af virkelighedens politiske hverdag.

 

Det moderne demokrati

Vil du have en hurtig og lettilgængelig indgang til emnet, er det oplagt at tage en tænkepause med serien af samme navn. I Demokrati eller Valg kan du lige i tide til kommunalvalget blive klogere på det danske valgsystem, og hvorfor det egentlig er, vi skal værne om vores demokrati - selvom det kun er den mindst dårlige styreform. Er du sulten efter mere, kan du dykke ned i, hvilke problemstillinger demokratiet står overfor i nyere tid i Samuel Rachlins Folket og magten eller Alle har ret af Rune Lykkeberg.

 

Opsigtsvækkende personligheder

Om man er til højtråbende politikere eller ej, kan de fleste nok godt blive enige om, at der er noget fascinerende ved de mere karikerede lederskikkelser som Trump, Putin eller Nordkoreas Kim Jong-un. I Bål og brand af Michael Wolff kan du komme med bag kulisserne i Donald Trumps præsidentperiode og opleve hans - på alle måder - opsigtsvækkende personlighed helt tæt på.

 

Find flere bøger om magtsyge politikere og demokratiske dilemmaer i listen herunder.

 

God læselyst!

/ Anne B., eReolen