Mord i London

Tema / Mord og mysterier i London - bøger på eReolen Global

Er dine yndlingsgenrer krimier og historiske romaner, finder du det hele samlet i disse atmosfæremættede og underholdende bøger, der foregår i London.  

Det historiske London i 1700- og 1800-tallet er med sine mørke gyder og hemmelige underverdener den perfekte kulisse for både uhygge, magi og mordmysterier i nyere romaner. London var verdens største by med en velhavende overklasse men også med markante sociale uligheder. Især det victorianske London fascinerer stadig nye forfattere. På den ene side var den en tid med aristokratisk etikette og streng moral, på den anden side var der en kriminel underverden med seriemordere som Jack the Ripper. Tag med på overraskende og spændende tidsrejser tilbage til fortidens London med disse nyere romaner på engelsk.
 

Gift og hævn i Londons mørke underverden 
The Lost Apothecary er en underholdende roman om Nella, der er giftmagerske i 1700-tallets London og driver et hemmeligt, skjult apotek. Hun sælger i hemmelighed gifte til desperate kvinder, der er villige til at begå mord for at slippe af med mænd, der har gjort dem ondt. I nutidens London, på tværs af århundrederne, finder Caroline en gammel apotekerflaske ved Themsen. Snart tager fortællingen en dramatisk drejning, hvor kvinder prøver at redde hinanden på tværs af tiden.  
 

Glaskrukker med unævnlige ting 
De bedste historiske krimier kan fange essensen af tidsånden og atmosfæren fra en anden tid. Things in Jars af Jess Kidd er en moderne gotisk victoriansk krimi med både nervepirrende og humoristiske elementer. Den piberygende kvindelige detektiv Bridie Devine har en særlig evne til at finde forsvundne mennesker. Hun leder efter en lille pige med overnaturlige kræfter i Londons labyrintiske og snavsede gader.  
 

Mord og sammensværgelser 
Fans af Sherlock Holmes og Charles Dickens vil kunne lide The Darwin Affair. I 1860 bliver der begået et attentat mod dronning Victoria, og snart afsløres det, at en række mord hænger sammen med Darwins nye evolutionsteori. Opklaringen af de mørke hemmeligheder og sammensværgelser går gennem Londons farlige gyder, hvor antallet af mord eskalerer. 
 

/Lone U., Vejle Bibliotekerne