Tema / Stephen King - barndommens grumme forfatter

Når folk tænker på Stephen King, vil mange nok huske de mere voldsomme dele af hans historier - monstre, mordere, gengangere og andet godt fra mørket, der truer hans personer. Men grunden til, at man husker de scener, er, at Kings styrke netop er personerne; han forstår at skrive folk, man holder af og med, og han har en særlig evne til at skrive om børn og unge. På godt og ungt.

King husker, hvad barndommen har af glæder, men også af sorger - og han ser, hvordan det kan hjemsøge folk gennem et helt liv. På den måde afvejes hans tendens til nostalgi ofte af de genvordigheder, personer udsættes for.

Det onde

Tag f.eks. King storværk Det onde, der nok er det bedste eksempel på det. Den følger to spor: hovedpersonerne som børn i 1950erne og som voksne i 80erne. Begge spor foregår i den fiktive by Derry, der har optrådt i flere af hans værker, men her bliver fuldt beskrevet som et sted, hvor uskylden dør. Et gammelt væsen lever og jager i og under byen, og dets bytte er børnene. Det er deres rædsel, det onde lever af, så det er især barndommens skyggesider, der udstilles her.

Mange har nok set filmatiseringen af "Det onde", men har man endnu ikke læst bogen, er der en stor og voldsom læseoplevelse i vente.

Atlantis

Også Atlantis strækker sig over årtier - fra 1960 til 1999. Den består af fem fortællinger, der hænger sammen på kryds og tværs, alle med rod i 60erne, så man ser, hvordan fortiden fortsætter sin indflydelse.

Den første fortælling følger den elleveårige Bobby Garfield. Han bor med sin mor, der lejer en del af huset ud - og da den gamle mand Ted Brautigan flytter ind, får Bobby en ny ven. Men han lærer også snart noget om verden, og hvordan den rummer rovdyr.

Ondskabens hotel

Ondskabens hotel er en spøgelseshistorie, men det er i høj grad også en fortælling om forholdet mellem en søn og hans far. Faren er en tidligere alkoholiker, som medbringer sin kone og barn, da han skal passe det afsidesliggende Overlook Hotel over vinteren. Men da sneen isolerer dem fra omverdenen, er det ikke kun hotellets mange døde, der vender tilbage, men også afhængigheden og de traumer, den har efterladt sig i menneskene.

Det er gennem drengen Danny, at vi får fortalt historien, og netop barnets blik er med til at gøre truslen så stor og overvældende - her er det ikke kun ondskaben, der truer, men også de uigennemskuelige kræfter, som råder i forældrene.

Mange flere

Børn og unge går igen i flere af Kings bøger, så der er nok at gribe fat i. Doktor Søvn følger Danny fra Ondskabens hotel som voksen, Carrie viser de grusomheder, unge mennesker kan begå mod hinanden, og børnene og deres betydning spøger hele tiden i Dyrekirkegården. Det er blot nogle få titler - for ligesom de døde går barndommen ofte igen i Kings forfatterskab.

/Janus, Horsens Bibliotekerne