Tema / Tag med på en rejse tilbage i tiden

I denne måned har vi på eReolen særlig fokus på rejsen ud i det ukendte - i sidste uge gik rejsen til Månen for at fejre 50 året for månelandingen og Apollo 11. 

 

Jeg har altid været ekstra glad for bøger, der på den ene eller den anden måde tog mig med på en rejse. Det kan være en rejse til fremmede galakser i en science fiction-roman, en rejse til et fjernt land eller ikke mindst en rejse til en anden tid.

 

 

På rejse i tiden

Min kærlighed til bøger, der tager mig med tilbage i tiden startede tidligt. Den første bogserie jeg for alvor pløjede mig igennem af ren lyst og læseglæde var (selvfølgelig) klassikeren Det lille Hus på Prærien af Laura Ingalls Wilder. Jeg elskede de bøger, og jeg er ikke i tvivl om, at min indre læsehest blev vækket af lige nøjagtig de bøger.

 

Nogle få år efter tog jeg endnu længere tilbage i tiden, faktisk helt tilbage til menneskehedens vugge, med Jean M. Auel, der har skrevet serien Jordens Børn om pigen Ayla. Der er ikke mange litterære kritikere, der har noget til overs for den serie, men jeg har læst dem flere gange - og med stor fornøjelse.

 

 

En uopdaget verden

Det giver mig en helt særlig indre ro at blive taget med tilbage til en mere enkel tid. Det er ganske klichéfyldt, men ikke desto mindre sandt. Det hele går lidt langsommere, og verden er pludselig både stor og uopdaget. Og jeg elsker at opdage de nu så kendte (og ofte overbebyggede) områder med stærke romankarakterer, der ofte klarer sig forbløffende godt midt i de hårdeste livsvilkår.

 

Jeg har her samlet et udvalg af eReolens e-bøger i forskellige genrer, der alle på hver deres måde tager dig med på en rejse tilbage i tiden, tilbage til en verden, der var lige så ukendt og svær at erobre, som Månen blev det sidenhen.

 

 

Rigtig god læselyst!