Novellen Irene Holm handler om en fattig og fortabt danselærerinde med en tragisk fortid som balletdanser. Hun underviser på landet, men lever sin egen drømmeverden. Til sidst drager hun videre "for at fortsætte det, man kalder Livet". Det er en af Herman Bangs mester-noveller med stor sprog- og replikkunst.
Franz Pander skildrer en ung mands liv. Han er draget af de riges verden og bliver derfor tjener på en fin restaurant. Han både tiltrækkes af kvinden og afviser hende. Slutningen er trist.
Nærværende bog er blandt de 6 første i en ny serie Lette klassikere. Bogen indeholder to af Herman Bangs noveller i en sprogligt bearbejdet udgave med lix 19,6. Novellen Irene Holm findes bl.a. i At gribe og begribe verden (03/06) og Herman Bang i serien Forfatterskaber (89/42) og "Franz Pander" findes i bearbejdet udgave i Læse text til indvandrerundervisningen bd. 3 (95/03) og begge noveller er i Irene Holm og andre noveller (93/10). Bogen indledes med 3 siders biografi om Herman Bang. Hver novelle starter med et persongalleri over de medvirkende personer i novellerne. Åben typografi med store typer og tydelig linjemarkering. Sprogligt er novellerne lette at gå til, og bogen vil sagtens kunne bruges i danskundervisningen på 8.-10. klassetrin, men det er nok spørgsmålet, hvor mange selvstændige læsere bogen vil få i folkeskolen pga. det lidt specielle indhold. Bogen vil fint kunne indgå i den del af undervisning af voksne tosprogede, der skal give kendskab til klassiske danske forfattere. Stemningsfyldte s/h stregtegninger supplerer handlingen fint