Lektørudtalelse

Forfatter: Michelé Askja K Hvarregaard

Kort om bogen

Stærk roman om en svær kærlighed mor og datter i mellem. Kan læses af alle, men henvender sig primært til kvinder

Beskrivelse

Romanen, af den Pulitzerpris-vindende forfatter Elizabeth Strout, finder sted over 5 dage i midt 1980'erne. Lucy Barton har været indlagt i tre uger med en ukendt sygdom efter at have fået fjernet blindtarmen. Hun savner sin mand og to små piger skrækkeligt. Pludselig dukker moren, som hun ikke har haft noget at gøre med i 5 år, op på hospitalet. Morens tilstedeværelse vækker gamle minder fra barndommen hos Lucy om fattigdom, misbrug og social udstødelse. Romanen er oversat fra den amerikanske "My name is Lucy Barton"

Vurdering

Beskrivelserne af Lucys barndom er hjerteskærende. Strouts bevidste undladelse af sentimentalitet i fortællingen, gør den desto stærkere. Strout bringer stærke billeder af ikke bare økonomiske problemer, men også af kulturelt og emotionelt afsavn. Lucys mor er ikke i stand til fortælle sin datter, at hun elsker hende - kun når hendes øjne er lukkede. Men paradoksalt nok er det dét denne roman handler om: Kærlighed - kompliceret, kompleks kærlighed mellem en mor og datter. Vi hører om nuancer af de menneskelige forhold med indsigt og stor viden. Stor fortælling leveret i en letlæselig pakke

Andre bøger om samme emne

Om mor/datter forholdet kan Elena Ferrantes letlæselige Besværende kærlighed og den mere krævende Bungalow af Inghill Johansen anbefales