Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Simonsen

Kort om bogen

Harriet vender tilbage til København nedbrudt på krop og sjæl. Hun forsøger at finde sit ståsted i det besatte Danmark og skabe et acceptabelt liv for sine små drenge. Men det er ikke nemt med hendes mands tyske relationer. For læsere af danske, historiske romaner om 2. verdenskrig

Beskrivelse

Dette er en selvstændig fortsættelse af Kirsten Thorups Indtil vanvid, indtil dødenNedbrudt efter ægtemandens død i kamp ved Østfronten såvel som hendes oplevelser under sit ophold i München i det nazistiske Tyskland, returnerer Harriet til det besatte Danmark, hvor hendes to små sønner har været anbragt i pleje under hendes fravær. Harriet er splittet mellem sine idealer og den virkelighed hun bliver konfronteret med. Hun deltager ikke direkte i krigen, men kæmper for at finde sit fodfæste igen som enke, enlig mor og som dansk kvinde i en krig, der trækker sine grusomme spor gennem Danmark og resten af Europa

Vurdering

En roman om idealer og handlinger når man er fanget i krigens vanvid. Mange historiske begivenheder beskrives gennem Harriets øjne, på én gang distanceret og alligevel nærværende. Både krigens og nazismens grumme ansigt males frem i de mange korte sætninger i en fortælling om krigens tragedier og ofre

Andre bøger om samme emne

Lignende titler om krig og traumer er fx To brødre, Alt det lys vi ikke ser og Gode mennesker