Anmeldelser fra Litteratursiden.dk

Mit livs øjeblik af <a href="/ting/search/%22Cecelia%20Ahern%22">Cecelia Ahern</a>

Mit livs øjeblik

Dette er historien om Lucy Silchester, der lyver for sine venner, sin familie og ikke mindst sig selv. En dag får hun brev om at hendes liv vil mødes med hende. Til at begynde med fandt jeg dette ret underligt, hvordan kan man få et brev fra ”sig selv”? Men det blev hurtigt opklaret. Til at starte med kan Lucy ikke fordrage sit liv – han er sjusket, grim og har det i det hele taget ikke godt, og dette passer jo slet ikke, for Lucy synes jo hendes liv er helt ok. Hen af vejen bliver det dog klart for hende at hun og hendes liv bestemt ikke har det godt – og det skal de i samarbejde forsøge at ændre på, bl.a. ved at afsløre alle Lucy’s løgne, hvilket hun bestemt ikke er stor fan af!

Lucy’s beskrivelse af hendes forhold til hendes far er en af mine yndlingspassager i bogen – der får den bestemt ikke for lidt ironi!

Det er en virkelig rørende, til tider tåkrummende pinlig og underholdende fortælling om hvor vigtigt det er at være gode venner med sit liv, og at er vigtigt at tage vare og passe godt på det – vi har jo kun det ene!

The Black Dagger Brotherhood #1 - Vampyrkongen af <a href="/ting/search/%22J.%20R.%20Ward%22">J. R. Ward</a>

The Black Dagger Brotherhood #1 - Vampyrkongen

Fantastisk start på en vampyrserie for voksne læsere. Hvis du er til forfattere som Sylvia Day,  E. L. James og Vina Jackson og er til vampyrgenren er denne bog lige noget for dig!   Vampyrerne i denne bog er ikke den rare slags. De ser brutale ud, går i stramt læder, er fyldt med tatoveringer og hører dundrende rap musik. Først tænkte jeg at de nok ikke lige var mine typer, men da jeg kom ind under huden på dem i bogens handling, så begyndte jeg faktisk at se anderledes på den type.

Ward har en fræk måde at skrive på, personerne i bogen bander rigtigt meget og der er fantastisk intern dialog, når vi læser hvad de forskellige personer tænker i forskellige situationer. Det er sjovt, frækt og faktisk også ret befriende, når man som mig har læst serier som Twilight, Vampyrakademiet og De udødelige.

Kærlighedshistorien er fantastisk og saftig. Vampyrerne har et stort sexbehov og der bliver ikke lagt en dæmper på beskrivelserne af sex scenerne. Det kan i starten godt være lidt chokerende, men faktisk også meget fedt, når man er vant til vampyrbøger, der henvender sig til læsere på 11 år og op.

En stor del af historien handler også om slåskampe broderskabet "The Black Dagger Brotherhood" har med deres ærkefjende en race kaldet "Eliminatorerne" eller "The Lessers" som de hedder på engelsk. De myrder løs af deres fjender og beskrivelserne af hvad de gør med disse blege fyre, som har solgt deres sjæl til djævelen er meget detaljerede. Men vores hovedpersoner kæmper for deres arts overlevelse.
De er et elitekorps af vampyrer, der kæmper for at beskytte de ”almindelige” civile vampyrer.

Det er lidt ærgeligt at den danske oversætter har valgt at kalde fjenden "Eliminatorer". Jeg synes det lyder lidt tåbeligt. Jeg har læst bogen både på engelsk og dansk. Selvfølgelig kan det være svært at skulle oversætte et sporg med så mange farverige udtryk som det Ward bruger, men det er ærligeligt når man et par gange krummer tæer over den danske oversættelse. Generelt synes jeg dog det er gjort meget godt.

Det er en herlig virkelighedsflugt at dykke ned i og fortabe sig i broderskabets verden. Jeg mistede min nattesøvn fordi jeg lige skulle læse hvordan historien fortsatte. Det er måske lidt pinligt at måtte indrømme det, men jeg gik faktisk tilbage og læste et kapitel 2 gange i stedet for at fortsætte historien, fordi det bare var så godt!
Svømmeren af <a href="/ting/search/%22Joakim%20Zander%22">Joakim Zander</a>

Svømmeren

Svenskerne har gjort det igen! Vildt spændende og vedkommende thriller med internationale overtoner.

Mahmoud Shammosh, en ung svensk-libanesisk forsker, er i gang med at skrive sin ph.d.-afhandling om moderne krigsførelse, da han støder på nogle livsfarlige oplysninger om amerikanske agenter og tortur i Iran og Afghanistan. Snart er han på flugt ned gennem Europa, og den eneste, han kan søge hjælp hos, er sin tidligere kæreste Klara Waldéen, der er ansat som jurist hos en svensk EU-politiker i Bruxelles. Men nogen vil for enhver pris forhindre, at de kompromitterende oplysninger kommer frem i lyset, og snart er Klara og Mahmoud på hovedkulds flugt fra CIA-agenter.

Mahmoud bliver oven i købet efterlyst offentlig som både terrorist og drabsmand. Sideløbende med den aktuelle handling skildres en navnløs amerikansk agent på flugt fra sit livs store tragedie, hvor han tilbage i 1980’erne mistede sin elskede kone og sit nyfødte barn ved et bombeattentat i Libanon. Hans og Klaras veje og skæbner mødes nu i det sidste hæsblæsende opgør med forfølgerne i den svenske skærgård.

Joakim Zander har leveret en særdeles overbevisende og intens spændingsroman, og den fine debut får mig til at tænke på den meget roste og prisvindende amerikanske spændingsserie Homeland, som har nogle af de samme temaer i sin handling. Forfatterens baggrund som blandt andet jurist ved EU mærkes tydeligt i handlingen: Han ved, hvad han skriver om, og de internationale intriger og politiske forviklinger er skildret med stor viden og indsigt.

Romanen er stram i sin komposition med de meget korte kapitler, der ofte slutter med en cliffhanger, og spændingsniveauet holdes smukt ved lige gennem hele romanen. Samtidig formår forfatteren oven i købet at tilføje handlingen et par gedigne overraskelser undervejs, og hans evne til lige pludselig at dreje plottet 180 grader er intet mindre end genialt.

Det er således på alle måder en suveræn og meget international thriller, Zander debuterer med, og så kan man tilmed glæde sig over, at der skulle være planlagt yderligere to bind med Klara Waldéen.

Katrine af <a href="/ting/search/%22Steen%20Langstrup%22">Steen Langstrup</a>

Katrine

Hurtiglæst horrorroman til unge, som vil have et gys uden overnaturlige monstre.

Romanens hovedperson er Martha, som bor på Wagner-kollegiet i København. En ny pige – Katrine – flytter ind, og Martha bliver tilskuer til det drama, der opstår omkring hende. En mand udenfor kollegiet holder tilsyneladende øje med Katrines vindue, og der sker forskellige ubehagelige ting, som peger i retning af, at hun er målet for en stalker.

Steen Langstrup har skrevet adskillige gyserromaner og modtog i 2011 prisen for Årets danske horrorudgivelse. Denne bog er resultatet af, at Langstrup i mange år var træt af, at gysergenren blev opfattet som ungdomslitteratur - men så valgte han i stedet at se det som en udfordring. Katrine er derfor et gys til unge læsere. Jeg har læst en del af hans tidligere romaner med stor fornøjelse, og da jeg i det hele taget kan lide gysere og ungdomsromaner – og Steen Langstrup – var jeg sikker på, at Katrine, der betegnes som en ungdomskrimigys, ville være noget for mig.

Desværre falder jeg nok alligevel for langt udenfor målgruppen. Min indre 16-årige er for gammel og belæst til helt at blive revet med af denne ungdomsgyser. Den er letlæst med mange korte kapitler – en stor del er på 1-2 sider – så man kommer hurtigt igennem bogen. Handlingen synes at foregå over meget kort tid, samtidig med at historien fortælles i små glimt i de korte kapitler. Der er intet overflødigt ”sniksnak”, så for den lidt urutinerede læser, eller den som gerne vil have en hurtig læst ungdomsroman, er Katrine et godt bud.

Rammen er egentlig uhyggelig i sig selv: At blive forfulgt af en ukendt stalker og at føle sig magtesløs. Det er ikke en monsterbog med overnaturlige elementer, men handler om menneskelig ondskab. Historien indeholder mere, end hvad man umiddelbart skulle tro, og intet er helt, hvad det giver sig ud for. Som brødkrummer strøs sporene ud undervejs, og fortællingen ved siden af fortællingen begynder at danne et endnu mere uhyggeligt billede end det første.

Ritualet af <a href="/ting/search/%22Michael%20White%22">Michael White</a>

Ritualet

ANMELDELSE af JAN FINDAL En trykkende varm sommeraften bliver en 3-årig dreng bortført fra en tankstation i København. Kort efter finder politiet det stærkt mishandlede lig af en midaldrende kvinde i en lejlighed på den anden side af gaden. Thomas Nyland og hans team af efterforskere fra Københavns Politi får ansvaret for både at opklare drabet og finde den bortførte dreng. Det viser sig, at gerningsmanden har afspillet mystiske lyde på kvindens stereoanlæg under mishandlingen af hende, og snart efter dukker papirark med blyantsstreger og et gammelt kassettebånd med gruopvækkende optagelser op. Fund, der peger i retning af en ekstremt brutal og metodisk morder. Bogen starter lige på og hårdt med en uddybende beskrivelse af en dræbt kvinde, så der er ingen tvivl hos læseren, hvad det er for en gerningsmand, man har med at gøre. ”Ritualet” må beskrives som en politiroman, idet handlingen ses ud fra de efterforskere, der skal opklare det brutale drab og en samtidig bortførelse af en 3-årig dreng. I særdeleshed ses handlingen fra teamchef ved ”Afdelingen for personfarlig kriminalitet” ved Københavns Politi, Thomas Nylands synspunkt. Han er også den gennemgående hovedperson i Jens Østergaards to foregående krimier. Jens Østergaard har helt styr på det politimæssige. Dog er jeg noget usikker på, hvorvidt Københavns Politi uden videre kan foretage efterforskning i Karise, uden at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er med på sidelinjen. Thomas Nyland er en kæmpe på 120 kg og af jysk oprindelse. Han er dygtig og kompetent, men som følge af nogle barske oplevelser i en tidligere sag, har han også nogle psykiske problemer, som han dog forstår at holde i ave, når han er på job, men de dukker ofte op, når han er alene med sig selv. En lidt håbløs forelskelse sætter også sit præg på ham. Også Thomas Nylands nære medarbejder, Martin Dahl har sit at kæmpe med, så det er ikke ligefrem heltetyper, der efterforsker drabet og bortførelsen, men mennesker af kød og blod. Realistiske beskrivelser gælder også for bogens andre personer. Uden at der på nogen måde er et stort persongalleri i bogen, præsenteres man for mange forskellige mennesketyper. Interessante er i særdeleshed de personer, som er tilknyttet den sekt, der spiller en væsentlig rolle i handlingen. I dagens Danmark findes der sekter, hvor mere eller mindre fanatiske mennesker finder et tilhørsforhold af den ene eller anden grund. Uden at komme nærmere ind på det her, er den beskrevne sekt i bogen en af de mere spektakulære af slagsen. Hvorvidt bogens sekt er helt realistisk, ved jeg ikke, men faktisk skulle det ikke undre mig, for i medierne ser og hører man ind imellem om sekter, hvis fremfærd i den grad er grænseoverskridende. Igen er det befriende at læse en bog på kun 258 sider. Jens Østergaard mestrer at skære ind til benet, når han skriver sine krimier, således hører vi fx ikke om store teammøder og meget detaljerede handlinger fra den kriminaltekniske side af efterforskningen, men man fornemmer alligevel, der foregår en efterforskning ud over den, man direkte præsenteres for. 4 krimihjerter ud af 5 mulige
Samme dag næste år af <a href="/ting/search/%22David%20Nicholls%22">David Nicholls</a>

Samme dag næste år

Af og til er der bøger, som jeg ville ønske, jeg ikke havde læst – for så ville jeg stadig have en fremragende første læseoplevelse til gode. Sådan har jeg det med Samme dag næste år, som jeg slugte under en ferie og straks gav videre til min rejseledsagerske, der også forelskede sig i den. I romanen møder vi studiekammeraterne Emma og Dexter den 15. juli 1988, hvor de tilbringer en overraskende nat sammen. Derefter følger vi dem på samme dato de næste tyve år, hvor både de og deres uafklarede venskab møder medgang og modgang. Det lyder måske trivielt, men bogens utraditionelle form, dens veloplagte sprog og humoristiske skarphed gør den både berigende og bevægende at læse.

Alt falder fra hinanden af <a href="/ting/search/%22Chinua%20Achebe%22">Chinua Achebe</a>

Alt falder fra hinanden

Stærk og vedkommende roman om det oprindelige Afrikas fatale møde med den hvide mand.

Vi følger livet i en afrikansk landsby, hvor Okonkwo arbejder sig op i byens hierarki. Han far var doven og gældsplaget, men Okonkwo er stærk, flittig og hårdtarbejdende. Han får succes, har tre koner og flere titler, som giver status i landsbyen, og han er respekteret.En af romanens store styrker er beskrivelsen af det daglige liv: Børnene henter vand ved kilden, kvinderne laver mad og dyrker de lettere afgrøder. Mændene dyrker yamsen, den vigtigste fødekilde, bygger og vedligeholder hytterne. Fødsel, bryllup, begravelse og ikke mindst religionen, der fylder meget i landsbyens liv. Jordgudinden skal man ære og adlyde. Hun taler gennem et orakel, som bor i en hule. Landsbyens mest fremtrædende mænd optræder maskerede som egwugwu, stammens forfædre, og fungerer som råd og dømmer blandt andet i interne stridigheder.

Man får fornemmelsen af en fortælling uden for tid og sted, sådan har livet sikkert foregået i århundreder og kunne fortsætte lige så længe. Romanens titel giver et vink med en vognstang om, at det gør det så ikke. Okonkwo må forlade sin landsby i syv år, da hans gevær eksploderer og dræber en dreng. Således smidt ud af sin egen landsby må han tage tilbage til sin moders slægtninge, som giver ham jord og hjælper ham med at starte forfra. Livet står langt fra stille i de år, Okonkwo tilbringer i eksil. Hvide, kristne missionærer kommer til hans landsby, bygger en kirke og omvender nogle af indbyggerne, blandt andet Okonkwos ældste søn. Der er sket forandringer, som har uoverskuelige konsekvenser for Okonkwo og hele Afrika.

Læs og forstå var der nogle lærebøger i skolen, der hed. Når man har læst Alt falder fra hinanden, forstår man lidt mere om Afrikas kultur og historie. Forfatteren Chinua Achebe er så nøgtern og ryster ikke på hånden i sine beskrivelser af de voldsomme kultursammenstød - eller nærmere kulturovergreb - der finder sted. Achebe glorificerer eller fordømmer ikke hverken stammefolkene eller de hvide kristne. Han fortæller bare historien.

Sproget er lavmælt, og det er netop manglen på store følelsesladede udbrud, der gør fortællingen så stærk og vedkommende. En vigtig bog, som er god at blive klog på. Chinua Achebe er født i 1930 i Nigeria og døde i 2013. Alt falder fra hinanden er hans debutroman fra 1958, og den blev første gang udgivet på dansk i 1986.

Dig og mig ved daggry af <a href="/ting/search/%22Glenn%20Ringtved%22">Glenn Ringtved</a>

Dig og mig ved daggry

Jeg har læst denne bog med stor indlevelse, ikke blot fordi den er god, velskrevet og spændende, men også fordi den handler om min by, det liv der leves der af forskellige mennesker, og mest af alt, fordi jeg til tider kan nikke genkendende til det Louise går igennem. 

Det er ikke den typiske ungdomsbog, for man ved allerede fra første side hvordan bogen ender. Louise og Liam har begået selvmord. De er hoppet ud fra Limfjordsbroen, lænket til hinanden med håndjern. Louises død splitter Louises forældre, der arbejder sig igennem sorgen på forskellig vis. Samtidig følger vi Liams far, der bestemt heller ikke har det nemt.

Louise guider os igennem hendes liv, eller det vil sige efter hun har mødt Liam, for det er der hun synes hendes liv begynder. Igennem hendes fortælling oplever vi som læser en stor og ubrydelig kærlighed mellem de to unge mennesker, men samtidig oplever hun også stor sorg, fortvivlelse og modløshed. 

Sproget er råt og direkte, men samtidig gør det bogen flydende og ekstremt beskrivende. Den campingvogn de bor i, skulle jeg bestemt ikke nyde noget af at sætte mine ben i. Samtidig tror jeg alle kan nikke genkendende til Louises følelse af at hade Liam fordi hun elsker ham så meget som hun gør. Denne følelse er hvad der driven bogen frem. For under overfladen ligger det store spørgsmål: Hvorfor begik de to forelskede unge selvmord?

Det er virkelig en bog der sætter tankerne i gang, især når både Aalborg og det miljø som Louise bliver introduceret for, ikke er så fjern fra den virkelighed jeg selv voksede op i. Derfor tror jeg at bogen gjorde så stort indtryk på mig, for tænk hvis jeg ikke havde sagt stop i tide dengang?

Den hundredårige der kravlede ud ad vinudet og forsvandt af <a href="/ting/search/%22Jonas%20Jonasson%22">Jonas Jonasson</a>

Den hundredårige der kravlede ud ad vinudet og forsvandt

Røverroman om hvad der skete da en 100-års-fødselar forsvinder fra plejehjemmet – udmærket læsning, hvis man kan lide tykke røverromaner Folks opfattelse af humor er uhyre forskellig, derfor var det værste spørgsmål, jeg kunne komme ud for, da jeg arbejdede: ”Kan du ikke anbefale en morsom bog?” Jeg var helt blank, med tiden lærte jeg mig dog et par humoristiske forfattere, men om jeg ramte plet, ved jeg ikke. Lidt trist, fordi folk der gerne vil læse en morsom bog, ofte er folk med problemer, de gerne vil flygte fra. Nu er jeg i årevis blevet tudet ørene fulde om hvor morsom 'Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt' var, så jeg tog den med på ferie. Som ferielæsning er den ok, men så heller ikke mere. Den opmærksomme anmeldelseslæser har nok på dette tidspunkt konstateret, at jeg sagtens kan få armene ned over bogen og nok heller ikke gider bruge tid på den talkyndige analfabet. Forfatteren ville skrive en røverhistorie, og det har han gjort, men det er nok ikke lige min smag. 'Den hundredeårige ...' består af to dele, og hvis Jonasson havde begrænset sig til den ene, kunne jeg godt være med, faktisk er den lidt i HasseTage-stil. Nemlig historien om hvad der skete, da Allan Karlsson (hvem kalder forresten sin søn Allan i Sverige i 1905? -en kommunistisk far, måske? Men med tanke på barnets kommende internationale bedrifter, er det jo et godt navn) på sin 100-års fødselsdag kravler ud af vinduet på plejehjemmet og forsvinder, efterladende lokalpressen og de lokale pampere, som gerne vil afbildes sammen med en eller anden der er noget, fx 100 år. Iført tøfler tusser han hen på rutebilstationen og tager den første bus så langt som hans penge rækker, medbringende en trillekuffert en tissetrængende yngling har overladt i hans varetægt. Snart har han politi og røvere i hælene og bliver udråbt som massemorder af en publicitytrængende anklager. Så vidt så godt. Havde Jonasson holdt sig til denne historie, kunne han være en ægte HasseTage (Hans Alfredsson/Tage Danielsson)-arvtager, men vi skal absolut belemres med Allan Karlssons livshistorie i de 100 år han har levet: svensk underklasse, spansk borgerkrig, Los Alamos- basen, Teheran, Moskva, Gulag, you name it ... Og hver gang møder han en kendt person i verdenshistorien, fx Franco, Churchill og Mao og foretager sig noget, der ændrer historiens gang. Det er simpelthen for meget, Jonasson burde kende begrænsningens kunst. Det kunne Tage Danielsson, da han skrev 'Buschaufføren der tænkte at hva faen', en vidunderlig novelle, som 'Den hundredeårige ,,,' også kunne have været - hvis Jonasson havde kendt begrænsningens kunst. Men havde jeg stadig arbejdet, var Jonasson kommet med i mit repertoire som morsom bog - og havde sikkert ramt plet flere gange. Jeg turde simpelthen ikke foreslå folk de bøger, jeg selv synes er morsomme, fordi min humoristiske sans drejer sig i retning af det satiriske, hvor især sproget betyder uendelig meget. Men hvis nogen vil vide, hvilke bøger jeg har moret mig over, kan jeg nævne: - Erlend Loe: Doppler - Hallgrimur Helgasson: Lejemorderens guide til et smukt hjem (læste, dvs. hørte den som lydbog, bl.a. i en nordjysk rutebil og måtte virkelig udøve selvkontrol for ikke at bryde ud i latterbrøl - og dét gør man ikke i nordjyske rutebiler) - Douglas Adams: The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy - og så selvfølgelig Tage Danielsson
I kølvandet af <a href="/ting/search/%22Per%20Petterson%22">Per Petterson</a>

I kølvandet

En hel roman foldet ud af et øjeblik

 Og det øjeblik er den tid det tager at forstå, at bunden er nået. Per Pettersons hovedperson Arvid finder bunden i sit eget spejlbillede i døren ind til den boghandel han engang arbejdede i. Han er forslået og bagstiv, han har mistet sine briller og han har intet mod til at møde den verden, der både trækker forbi bag hans ryg og i det spejlbillede, han heller ikke har mod til at se ind i.

Fra dét punkt skal vi forstå at følge ham på en slags genopretningsrejse ud af det kaos, man må antage i første omgang som et sidste stød efterlod ham ved butikken, som et svøbelsesbarn på et dørtrin.

Symbolsk ved han ikke meget mere, end det de tre bogstaver 'G I N' kan stave om, hvorfor han endte i denne situation, men det er som om netop det alkoholblanke punkt får resten af hans situation til at stå tydeligere frem. Det er vel også derfor man skal ramme bunden af og til.

Den situation er delvist genkendelig fra andre Petterson-romaner, men her med en ekstra øm nerve, fordi tabet af hans familie er fordoblet .. og næsten tredobles - som konsekvens (d)en færgeulykke (man ved er scandinavian Star), en skilsmisse og hans eneste efterladte brors selvmordsforsøg.

Når Petterson siges at skrive godt - og det gør han - så er det mærkeligt umærkeligt. Overmandende. Man kan kalde det 'sympatisk' eller faktisk 'sympatetisk', fordi det er medrivende og med-følende i grad, man sjældent møder i litteratur. Dén slags afhænger naturligvis af, hvor selvsuggestiv en læser man er - undskyld mig. Men hos Petterson er der garanteret tåre på kind.

Selvfølgelig er der en handling - blandt andet skal hovedpersonen køre nogle steder hen og elske med en kvinde et par gange. Men en af bogens klareste kvaliteter er, at handlingen mere er en tilstand. Som at spille fisk efter de regler, der jo tilskriver man starter med at rode hele spillet sammen i en bunke midt på bordet, før man kan starte.

Grundtonen er tragisk. Og (igen med skyldig hensyntagen til forskellige livssyn) det ved vi jo godt livet også er.